Tidligere var Danmark et land fyldt med fiskerlejer. De lå langs med kysterne i hele landet, der hvor der i dag i stedet er dyre boliger eller sommerhuse grundet beliggenheden og udsigten. Mange naturlige havne og vige gjorde det muligt for fiskerne nemt at komme ud på havet og passe deres arbejde uanset årstiden.
De små fiskerhuse er nu blevet mondæne boliger, og der er langt til den tid, hvor fiskeri var et hårdt og slidsomt arbejde for de mange, som sikrede god kost på bordet til endnu flere.
Heldigvis er fisk igen ved at blive moderne på de danske borde. Fiskerbranchen har af flere omgange prøvet at lokke os danskere til at spise mere fisk og generelt alt godt fra havet. Ikke kun fordi, det er sundt, men også fordi det smager fantastisk.
Fisk er med så meget andet noget, der er i sæson. Derfor kan mange nikke genkendende til begreber som høstsild og nytårstorsk. På mange mediers hjemmesider kan du nemt finde spændende og inspirerende opskrifter på fiskeretter. Både de moderne, men også dem, der hørte hjemme i fiskerlejerne, men som nærmest uddøde sammen med dem.
At fisk og skaldyr også er en stor del af det nye, nordiske køkken skader heller ikke. Moderne kokke, der nyder det enorme udvalg, der findes ved alle vores kyster, i alle vores have og i åer og søer, sikrer, at interessen for at spise fisk får det friske pust, det har brug for, og det giver forhåbentlig flere og flere lyst til at spise mere fisk.